Velkommen til Klintholm Gods 

Godset har været i familien Scavenius eje i næsten 225 år og Carl Gustav Scavenius er 7. generation og gift med Inger Marie siden 2010.

I 2015 skiftede vi indre by i København ud med Østmøn for at drive og bo på Klintholm Gods. Vi er begge involveret i alle Klintholms aktiviteter og værdsætter, at vi som familie med 3 børn lever og bor i en spændende virksomhed med fokus på vækst og udvikling. 

Klintholm er i dag på 1.406 hektar hvor vi driver landbrug, skovbrug, jagt, husudlejning og turisme. 

Vi har fokus på grøn udvikling, og derfor er vi gået ind i et meget vigtigt og spændende projekt omkring rewilding af godsets jorde. Vi har derfor omlagt 300 ha. til økologi, og er i gang med at sikre, at det til evig tid forbliver natur/overdrevsarealer. Vi har herefordkøer, som plejer og opretholder den sårbare og pressede lysåbne natur. Herford racen er en vigtig del af vores identitet, da vi var de første i Danmark til at importere den. ”Restproduktet” af naturplejen er saftige bøffer af højeste kvalitet.  Gårdbutikken på Klintholm sælger kødet samt et udvalg af andre produkter fra Møn og Danmark.

Vores arbejde med naturen muliggøres bl.a. som følge af samarbejdet med “Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europainvesterer i landdistrikterne” og Vordingborg Kommune.

Sammen beskæftiger vi os med pleje af græs og naturarealer. Formålet med ordningen og samarbejdet er at beskytte og forbedre biotopforholdene og biodiversiteten. Dette gøres ved at sikre, at visse prioriterede arealer bliver drevet med en ekstensiv landbrugsmæssig drift med årlig afgræsning eller slæt.

Derudover modtager vi økologisk arealtilskud. Formålet med ordningen er at understøtte en markedsbaseret omlægning til økologisk jordbrugsproduktion, der dækker forbrugernes behov for økologiske jordbrugsprodukter. Formålet er også at forbedre miljø og natur samt at fremme dyrevelfærd.

 

Vores turisme er i stigende vækst og en vigtig del af vores forretning. Vi åbnede i 2019 Villa Huno, som er et boutique hotel med 8 lejligheder beliggende 2 km fra godset og helt tæt på Møns Klint. I samme område ligger Camp Møns Klint. Her bor gæsterne endnu mere i naturen, men begge steder får man natur på første klasse. Vi glæder os til at forkæle dig og dine kære på Villa Huno eller på Camp Møns Klint eller i et af vores 8 sommerhuse.

 

Inger Marie og Carl Gustav Scavenius